Adfærdstræning

Adfærdsholdet er sat på standby, da der ikke er hunde nok til holdet. Har du en hund, der ikke kan håndtere andre hunde eller mennesker tæt på, så kontakt os alligevel, så finder vi en løsning.

Vi får ofte henvendelser fra hundeejere, der tror, de har en adfærdsvanskelig hund. Når vi får disse henvendelser, inviterer vi altid hundeejeren og hunden til en lille træningsaften, hvor de træner alene eller sammen med en rolig og fornuftig hund, vi finder til lejligheden.

For det meste er disse hunde ikke adfærdsvanskelige, men enten misforståede, almindelig uopdragne eller mangler aktivitet i deres hverdag. Når vi – sammen med hundeejeren – har klarlagt, hvad problemet er, kommer vi med et forslag om, hvilket hold, vi mener er det bedste for hunden at befinde sig på. Her kan det ske, at vi anbefaler at hunden deltager både på et lydighedshold og på adfærdsholdet på samme tid.

Holdbeskrivelse

Træningen består overordnet af kontaktøvelser, spor, gåture/paralleltræning, aktivitetsbaner og almen lydighedstræning. Derudover indgår elementer fra Pack Bonding og BAT (Behavioral Adjustment Training) i træningen.

Der trænes efter principperne om positiv forstærkning (ros og godbidder) og “negative” forstærkning (tilbageholder ros, godbidder og opmærksomhed) og præcis timing med belønning/klikker.

Målet med træningen er; at hunden kan færdes på fornuftig måde i det offentlige rum og er trænbar sammen med andre hunde.

Der er max 6 hunde på holdet.

Krav til hunden

Hunden skal kunne gå pænt, når der ikke er andre hunde (eller mennesker) til stede.

Hunde, der har bidt hunde eller mennesker, skal være undersøgt ved dyrlæge og/eller kiropraktor, så fysiske skader klarlægges inden træning.

Krav til hundefører

At der trænes helhjertet – også derhjemme. Det koster tid og kræfter at træne en adfærdsvanskelig hund, så det er vigtigt, at du investerer tid, tålmodighed og vilje i træningen.

Huskeliste

Ud over det sædvanlige:

  • rigtig mange små lækre godbidder – ikke alm. tørfoder
  • bold eller andet legetøj
  • klikker
  • vand og vandskål
  • halsbånd og/eller sele
  • line
  • hundeposer
  • håndklæde til hunden
  • godt humør

skal du huske:

  • sporline (gerne 10 m) og to spor pinde (spor pinde kan lånes i klubben)
  • gul refleksvest til dig selv – hunden må gerne gå med gul vest eller gul sløjfe

Vil du tilmelde dig adfærdsholdet eller har du spørgsmål til træningen, skal du sende en mail til info@hhuf.dk.